Guitar er fantastisk

At spille guitar er simpelthen fantastisk. Det at kunne udtrykke sig på et musikinstrument er utrolig givende og netop guitaren er særlig god. Man kan både spille alene eller sammen med andre. Hvis du går og overvejer at begynde til guitarundervisning, så det bare om at springe ud i det. Du kan eventuelt starte med én lektion og se, om du synes, at det er noget for dig.

 

Undervisningen i hovedtræk

Selve undervisningen tager udgangspunkt i at lære sange og riffs (melodier). Gennem sangene lærer du de forskellige akkorder at kende, både de åbne akkorder og barré-akkorderne. Gennem riff’s lærer du, at læse og bruge tabulatur samt at finde tonernes placeringer. Du lærer din guitar at kende og udvikler et ’bibliotek’ af sange og melodier til at lære fra og lade dig inspirere af. Du vil bl.a. blive undervist i følgende:

 

  • Grundlæggende viden, teori og musiklære
  • De åbne akkorder og Barré-akkorder
  • Sange
  • Tabulatur
  • Riffs (melodier)
  • Rytme og takter
  • Solo-spil og skalaer
  • Forskellige tunings (måder at stemme guitaren på)
  • Teknikker bl.a. hammer-on, pull-off, sliding, palm-muting og bending
  • Forskellige genrer bl.a. Blues, Pop, Reggae, Rock og Heavy Metal

 

Undervisningen tilpasses individuelt

Jeg underviser begyndere og lettere øvede. Er du helt nybegynder, starter vi stille og roligt med simple akkorder og nemme sange og får opbygget et solidt fundament. Er du lettere øvet, tager vi udgangspunkt i det, du kan i forvejen.

I takt med at du udvikler dig, vil undervisningen og sangene blive mere omfattende. Jeg sørger for at tempoet er behageligt og passer til dit niveau, således at udfordringen er tilpas og du ikke føler, at det går hverken for stærkt eller for langsomt. Jeg forbereder og tilpasser således materialet individuelt og er der f.eks. en særlig sang, du gerne vil lære, kan vi også se på den.

Det skal være sjovt og udfordrende

At spille guitar er, og skal være en fornøjelse, og det er vigtigt for mig, at du som elev synes, at undervisningen er sjov, men samtidig kan mærke, at du rykker dig. For at du udvikler dig og dit guitarspil, skal undervisningen være udfordrende, men det er også vigtigt at du øver fra lektion til lektion. Jeg giver ærlig og specifik kritik på det, du har øvet hjemme og på din udvikling. I selve lektionerne indgår at vi repeterer sidste lektion, ser på nyt materiale og gennemgår, hvad der øves videre på hjemme.

 

Både børn, unge og voksne

Jeg underviser både børn, unge og voksne. Jeg er uddannet pædagog og har mange års erfaring med at motivere og undervise børn og unge. Børn er meget velkomne til at have deres mor/ far med til undervisningen.

 

Hvilken slags guitar skal jeg bruge?

Det er vigtigt du har din egen guitar og at den er af nogenlunde god kvalitet. Jeg underviser både på spansk guitar (akustisk med nylonstrenge), western guitar (akustisk med stålstrenge) og på el-guitar. Har du ikke en guitar selv, kan jeg sagtens anbefale en god begynderguitar. Man kan f.eks. få guitarer til børn i både ½ og ¾ størrelse.

 

Hvor og hvornår foregår undervisningen?

Undervisningen foregår hos mig på Østerbro (på Emdrupvej). Jeg underviser alle dage, mandag til søndag, i tidsrummet 9:30-19:30. En lektion varer 30, 45 eller 60 minutter (klik på ’Priser’ øverst) og som udgangspunkt er der en uge mellem lektionerne.


Online- og holdundervisning

Jeg tilbyder også online undervisning via Google Meet. Det kræver kun, at du har en relativ god internetforbindelse og en computer (eller Ipad) med webcam, mikrofon og højttalere (er som regel indbygget i Ipad og bærbar computer). Jeg tilbyder også holdundervisning, hvis du gerne vil lære, at spille guitar sammen med en ven/veninde eller lignende.


Spørgsmål

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål – f.eks. om hvornår der er ledige tider (klik på ’Kontakt’ øverst).

Guitarundervisning.dk - Telefon: (45) 30425807 - E-mail: guitarundervisning@mail.com

Copyright Guitarundervisning.dk 2023 ©